Jeg bliver mere og mere overbevist om, at den samfundsmæssige kollisionskurs – øget forurening, ressourceknaphed, manglende bæredygtighed, klimaændringer mv. – bl.a. er forbundet med fravær af etik. Etik forstået som værdimæssig stillingtagen til livet. Fraværet af etik i samfundsstyringen viser sig efter min mening primært ved en manglende helhedsopfattelse. I denne artikel vil jeg pege på nogle forbindelseslinjer mellem samfund, etik og psykoterapi.
Det er min opfattelse, hvilket jeg vil forsøge at indkredse i det følgende, at er vi splittede og usammenhængende, altså uden integritet, og er vi ikke til stede i nuet, har vi svært ved at mærke rigtigt eller forkert i situationen. Derimod vil værens-oplevelser (jeg har integritet og er til stede i nuet) føre til større opfattelse af sammenhænge, mening, nødvendighed og sandhed, altså værdier, og dermed til en øget etisk holdning. (Aadland 2000; Maslow 1959, 1976; Merleau-Ponty 1978; Løgstrup 1956).
Vi lever i et fællesskab, og jeg mener, at vi som borgere, medmennesker og psykoterapeuter har et medansvar. Dette rejser flere aspekter:
1) Hvad er grundlaget for fraværet af etik i den offentlige politiske og økonomiske debat?
2) Hvad kan de psykoterapeutiske uddannelsessteder gøre?
3) Hvad kan psykoterapeuter gøre?
BEVÆGELSE MOD ET ETISK FUNDAMENT
Det er givtigt at bruge erfaringerne fra psykologi og psykoterapi til at indkredse grundlaget for etisk stillingtagen. Min påstand er: For at opleve helhed må jeg være hel. For at erfare værdier må jeg være. Dette vil jeg forsøge at begrunde således: Jeg beskriver i det følgende et psykoterapeutisk forløb (et forløb, som i beskrivelsen er ændret, for at umuliggøre genkendelse). Processen er refereret meget kort. Reelt er der tale om en proces, der strækker sig over et stykke tid.
En klient, en mand på ca. 40 år, er i en terapeutisk session og arbejder med sit forhold til børnene, ægtefællen og til arbejdet. På et tidspunkt bringer han en drøm ind i sessionen og bruger denne i terapien. I drømmen optræder en dreng på ca. ni år. Klienten opdager snart, at drengen er hans egen indre til dels forstødte dreng, og klienten arbejder derefter med at integrere drengen i sig. Jeg spørger på et tidspunkt klienten, om drengen i manden kan lære den voksne noget. “Ja”, siger manden, ”via drengen i mig véd jeg, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert for mig.”
Senere i terapien arbejder klienten med en omvurdering, nu begrundet i kvalitet, af sit forhold til sit job, sine børn, sin ægtefælle og sine forældre. Bl.a. siger klienten på et tidspunkt. “Jeg kan mærke nu, at det er forkert af mig at vægte mit job og min karriere så højt. Nu har jeg ikke så meget brug for den prestige og den sikkerhed, det giver. Jeg har mistet kontakten med naturen. Jeg har mere brug for og lyst til at være sammen med børnene og med min kone, det savner jeg.”
Denne omvurdering, som var funderet i kvalitet, havde sit udspring i hans kontakt med og integration af drengen i sig. Drengen var for ham så at sige følelserne og fodfæstet i livet, sagde klienten. Med drengen i sig oplevede manden en følelse af helhed. Og via dette fodfæste, denne helhed, var det klientens opfattelse, at han fik et (øget) etisk forhold til sit liv, sine handlinger og til sine omgivelser.
Processen foregår ikke så hurtigt som beskrevet her. Fx er klientens tilnærmelse til drengen i sig langsom, og ligeledes sker hans omvurdering af sit liv gradvist.I parentes kan jeg fortælle, at klienten ved begyndelsen af sin terapi var partner i et stort udenlandsk konsulentfirma. Hans terapi tog oprindeligt sin begyndelse på baggrund af, at et af hans børn, en dreng, var blevet voldsomt forulempet i en børneinstitution. Klienten havde fundet det nødvendigt at gå i terapi med dette. Klientens fokus udvidede sig som tidligere nævnt gradvist til at omfatte hele familien. I sit terapeutiske arbejde forestillede han sig på et tidspunkt at han ’var’ sønnen. Via denne identifikation med sønnen opdagede han, hvor forsømt og alene sønnen var og havde været i mange år. Samtidig – og det er en vigtig pointe her – opdagede han via sin drøm sit eget indre, forsømte barn.
Jeg kan også fortælle, at klienten ophørte med at være partner i firmaet, og ved slutningen af sin terapi var han ansat som almindelig medarbejder i en international humanitær organisation.
Dette er ifølge min opfattelse et eksempel på, hvorledes den psykoterapeutiske proces hos klienten er en bevægelse mod øget etisk fundament – større mulighed for etisk stillingtagen – og dermed et bedre grundlag for at træffe valg. Denne bevægelse er det vigtigste aspekt ved psykoterapi, fordi psykoterapi basalt handler om at afklare, hvordan det er rigtigt for den enkelte at leve livet.
EN HELHED
Gestaltterapi er efter min mening en psykoterapeutisk retning, der kan uddybe dette aspekt i psykoterapien. Dette vil jeg begrunde med følgende: I den gestaltterapeutiske proces ses individet i dets sammenhæng, som en helhed – individet kan ikke adskilles fra sine omgivelser. (Gestaltterapiens feltteori; Yontef 1993; Hostrup 2009). Vi lever i kontaktfladen mellem jeg/ikke-jeg. Endvidere ser gestaltterapien systemet individ/omgivelser som et åbent system, hvor der udveksles energi og informationer. Dette er vigtigt – netop fordi grundlaget for den psykiske lidelse eller den psykiske malfunktion (meget ofte) består i, at individet har formodninger og forudfattede meninger om sig selv, verden og dens beskaffenhed. Og disse meninger former og filtrerer informationer med en ikke-dækkende selv- og omverdensopfattelse til følge.
Gestaltterapien er fænomenologisk. Mennesket skal tages for pålydende – individet har (er) sin egen sandhed.
Gestaltterapien understreger opmærksomhed på processen. Derved fokuseres på det, der er, i stedet for det, der kan være. Væren kan kun opleves i nuet og ud fra den, jeg er. Nuet er altså målet og midlet. Det er målet, fordi nuet er det eneste virkelige. Det, der har været, er ikke mere, og det, der kommer, er ikke kommet endnu. Og det er midlet, fordi opmærksomhed i nuet afdækker karakteren af individets opfattelse af verden og af individets selvopfattelse. Tilstedeværelse i nuet er en forudsætning for oplevelsen af, hvem jeg er, og hvad jeg laver.
TILSTEDEVÆRELSE I NUET
Nuet viser også øjeblikkets virkelighed og flygtighed. Dette kan opleves som lykke og tragedie, og det er et af individets grundvilkår. Denne oplevelse kan føre til et indre krav om nødvendighed: Efter dette er der ikke mere tid til det hele. Ved opmærksomhed i nuet bliver det klart for klienten, om denne søger det ’hinsidesliggende’, det potentielle og drømmen – og derved bevæger sig bort fra det faktiske, bort fra nuet. Individet må, for at få bevidsthed om egne valg, værdier, handlinger m.v., og for at få relevante, brugbare informationer fra omverdenen, have opmærksomhed i nuet, for det er i nuet, alt foregår. Den måde at være på, at være ved det, der er, har efter min opfattelse en undervurderet betydning. En betydning vi ikke opdager fordi vi ofte vil videre.
I et digt Hemmeligheder, (Jorn, 1979) tilegnet Asger Jorn, taler Jens August Schade om den kraft, den værdi, den rystelse, der ligger i det, der e
Jeg kan se Himlen aaben,
der er ingen lukkede Døre for mig.
Men bagved de aabne Døres Hemmelighed
er der ting, saa du ville ryste i Jubel
og Sindsbevægelse. O, Gud hjælpe dig.
I oplevelsen af nuet ligger en ubønhørlighed, som både er berigende og skræmmende. Berigende, fordi den faktiske verden åbner sig for os. Der er noget, vi ikke kan komme udenom, og denne klarhed giver sikkerhed og oplevelse af rigdom. Skræmmende, fordi vi opdager bordet fanger. Indsigt i nødvendigheden rejser nogle krav. Efter dette er der ikke mere tid til det hele.
GESTALTTERAPIEN CENTRAL I FORHOLD TIL ETIKHjørnestenene i gestaltterapien er opmærksomhed, her og nu, valget, ansvar, og at vi findes i relation. Dette er centrale begreber i forhold til etik. Da jeg kun kan føle og fornemme det faktiske, er opmærksomhed i nuet og refleksion over dette uløseligt forbundet, for at jeg overhovedet kan indkredse nogets betydning. Via at individet skaber sig ’subjektstatus’ – jeg véd, at jeg er, og hvad jeg er, (og det er altid konkret i en situation) – skaber det sig samtidig grundlaget for etiske valg. (Maslow1954, 1984).
Værens-oplevelser er vigtige. Individer, der har haft disse, giver udtryk for meget markante værdiopfattelser. I værens-oplevelserne tales der om en opfattelse af verden (og individets selv), som det er. Opfattelse af dette faktiske er samtidig opfattelsen af værdi. At verden og individet opfattes, som det er, betyder ikke, at det ikke kan laves om eller ændres, men at startstedet er det, der er. Især er det vigtigt at fremhæve, at jo mere faktisk noget opfattes, inkl. individets selv, jo mere opfattes de iboende værdier/mening knyttet til relationen individ-noget. Hvilket vil sige, at nødvendighed, behov, krav og værdier er egenskaber ved relationen mellem individet og kendsgerningerne – mellem subjekt og objekt – det være sig begivenheder, personer eller ting. Subjekt og objekt (og værdierne/meningen knyttet til denne relation) konstituerer basalt hinanden. Det viser sig, at det er nødvendigt for at mærke, for at observere disse værdier, denne mening, at individet er til stede og har sin opmærksomhed rettet mod sig selv i den konkrete situation. Individet er vidne til sig selv i situationen. Dermed er der mulighed for en større opfattelse af sammenhænge, mening, nødvendighed og sandhed. (Aadland 2000, Maslow 1984, Merleau-Ponty 1978; Løgstrup 1956).
HELHED OG VÆREN
Med eksemplet om klienten i indledningen så vi, at han oplevede: “Ja, denne lille dreng er en del af mig.” Da han integrerede drengen i sig, kunne han via denne helhed mand-dreng mere end før føle, sanse, at det og det er godt, og det og det er dårligt – både i det nære privatliv og i det større arbejds- og samfundsliv. Han blev vidne til sit liv. Som han sagde: “Nu ved jeg, hvordan jeg er i verden.” Han havde nu et udgangspunkt for at mærke en mening og en retning.
Lad mig understrege, at eksemplet viser en mand, der bliver ’subjekt’ via sin opdagelse og integration af sin delvist afviste indre dreng. Det vigtigste er ikke det indre barn, det er et eksempel. Det vigtige er oplevelsen af helhed og væren – at vinde subjekt-status, integritet. At ’få sig’, eller at ’komme hjem’. I sidste ende træffes alle beslutninger af individer. Det er mennesker, der handler. Ansvaret for kortsigtede og partielle beslutninger falder tilbage på den enkelte i den konkrete situation. Etik er konkret og situationsfunderet. Det ydre grundlag for etik er faldet væk i vores samfund. Det er nødvendigt at genindføre grundlaget dér, hvor etikken er funderet – det indre grundlag: I det subjektive menneske i den konkrete situation. Svaret på etiske spørgsmål skifter gennem historien og peger i moderne tid på den enkelte. (Aadland 2000).
NATURVIDENSKABELIGT VERDENSBILLEDE
De erfaringer, jeg har gjort rede for i ovenstående, har efter min mening perspektiver, der rækker ud over psykoterapi og ind i bl.a. det politiske. Psykoterapi foregår i et samfund og er derved forbundet med dette samfund. (Yontef 1993; Hostrup 2009).
I en tid, hvor der tales om,
– at samfundsudviklingen løber skævt (forurening, klimaændringer og ressourceødelæggelse),
– at det vigtigste kriterium for stillingtagen til samfundets generelle udviklingsretning er økonomisk vækst,
– at økonomiske særinteresser sættes over helhedsbetragtninger (fx landbrugets og industriens begunstigede stilling) og
– at det højeste mål ofte er: konsum ergo sum, (jeg forbruger, derfor er jeg)
er det nødvendigt at se på, hvordan det kan være, at det sker.
Dette foregår efter min mening i et samfund, hvor opfattelsen af kvalitet, de etiske dimensioner, ikke er tilstrækkeligt til stede. Den naturvidenskabelige virkelighedsopfattelse dominerer vores bevidsthed, nemlig
– at virkeligheden kan opfattes objektivt og partielt,
– at den rationelle tilgang til fænomenerne er tilstrækkelig og
– at naturvidenskaben er det ultimative sandhedskriterium for en virkelighedsopfattelse.
Denne udelukkende naturvidenskabelige holdning vil reducere de kvalitative, etiske aspekter som faktorer ved beslutninger.
Fravær af helhedsrelationer, både på det ’ydre’ plan, mennesket-natur, og på det ’indre’ plan, hele personen, dvs. integritet, medfører fravær af helhedsbetragtninger. Med den virkelighedsopfattelse, der dominerer beslutningsprocesserne på både det politiske og på det personlige plan, er den naturvidenskabelige tilgang ikke tilstrækkelig. Vi mangler den helhedsfunderede tilgang. Efterspørger vi etik, vil vi begynde at se i en anden retning end den gældende naturvidenskabelige. Den anden retning omfatter bl.a. humanistiske værdier, åndelige, religiøse (ikke dogmatiske), spirituelle værdier, eksistentialistiske/filosofiske værdier. (Engelbreth Larsen 2006; Maslow 1959, 1984; Løgstrup 1956; Buber 2004; Sartre 1972, 1984). “Alle mennesker kender en basal etik, uanset om de tror på Gud eller ej. Religionen er ikke en forudsætning for etikken”. (Andersen 2016)
HVAD KAN DE PSYKOTERAPEUTISKE UDDANNELSESSTEDER GØRE?
Efter min mening må de psykoterapeutiske uddannelser tilrettelægges således, at de studerende får de bedste muligheder for at ’få sig tilbage’, de bedste muligheder for ’at komme hjem’ og de bedste muligheder for at opdage fællesskabet, opdage den anden. Hvilket, som jeg ser det, bedst vil ske ved høj prioritering af egenterapi i uddannelsen. Fx moduler med egenterapi i gruppe udført af en erfaren terapeut, jvf. mesterlære-princippet. Når jeg skriver egenterapi, er det min erfaring, at denne med fordel foregår i gruppe. Det er min oplevelse og min erfaring at både klienter og terapeuter arbejder bedre i grupper end i individuel terapi. Jeg kan ikke dokumentere dette, endsige henvise til bøger. Jeg henholder mig udelukkende til udsagn fra utallige psykoterapeuter, klienter og egne erfaringer som både terapeut og klient. Måske ét ord kan forklare det: synergieffekt. Ydermere vil den terapeutiske proces i gruppen påvirke alle. Vi gør uundgåeligt noget ved hinanden, og det udvikler oplevelsen af fællesskab hos alle – vi er forbundne. (Yontef 1993; Hostrup 2009).
Altså mindre undervisning og mere egenterapi. “Mindre, hvor der råbes vågn op ud over de studerende, og mere, hvor de studerende vækkes”. (Frit efter Brecht). I denne proces har vi en indbygget hjælp. Vi rummer én fordring, at blive os. (Løgstrup 1956). Dannelse består helt overordnet set af to dele. Dels en individualisering, hvor det gælder om at blive sig selv, dels en socialisering, hvor det gælder om at blive bevidst om, at man er en del af en større sammenhæng. (Garff 2016). Det er efter min mening netop her, det halter: Vi er alle sammen ikke tilstrækkeligt ’hjemme hos os selv’, og derved kan vi ikke mærke, opdage, vide rigtigt/forkert. Og vi er ikke nær nok bevidste om, at vi er en del af en større sammenhæng: naturen, menneskeheden og kloden.
HVAD KAN PSYKOTERAPEUTEN GØRE?
Psykoterapeuten må i sin praksis være ’hjemme hos sig selv’ og samtidig kunne se ’den anden’. Derved er en etisk funderet praksis mulig. (Kopp 1989). En praksis funderet på den måde er nødvendig af to grunde. For det første har psykoterapeuten nu mulighed for at udøve sin praksis etisk ansvarligt. At virke ansvarligt i situationen. (“At svare lig”: at svare passende i forhold til situationen). For det andet har psykoterapeuten nu også mulighed for at være en tilstrækkelig god model for klienten. Efter min mening og erfaring er det sidste vigtigt, da klienter kan komme i terapi på grund af personlige vanskeligheder, som opstår ud fra skadede eller ufuldstændige selv-objekter hos klienten (internaliseret fra ikke-god-nok ’betydningsfuld anden’). (Groth 2014). Med deraf følgende kontaktvanskeligheder.
Da psykoterapeuten via den terapeutiske proces internaliseres i klienten, er det vigtigt, at hun/han er (tilstrækkeligt) ’sund’, dvs. er ’hjemme hos sig’ og kan se den anden. (Buber 2004). Efter min mening er psykoterapi i sit væsen en relation mellem to mennesker. Man kan også tale om et kærlighedsforhold. Bl.a. derfor er psykoterapi virksom. For i relationen at gøre netop det, som situationen kalder på, må terapeuten ’være’, i stedet for at ’gøre’.
Ovenstående – den psykoterapeutiske uddannelse og psykoterapeutens virke – foregår i et samfund. I den udstrækning, at etik (det enkelte menneskes handling funderet i etik) er mere til stede, også i den psykoterapeutiske relation, vil det i en eller anden udstrækning slå igennem i samfundet.
