Om proces/metode i terapi
Jørgen Groth, cand. psyk. maj 1998
Om dilemmaet mellem fokus på teknikken eller på processen i uddannelsen og træningen.
Gælder både alm. terapitræning og træning i drømmmearbejde,
og gælder både psykoterapeut-studerende og unge uddannede terapeuter.
Efter min opfattelse får den unge/ny-uddannede terapeut eller den terapi-studerende bedst terapi-træning/uddannelse ved at prøve det på egen krop og ved at se den erfarne terapeut arbejde i gruppen. Altså “mester-lære princippet”.
Derved udnyttes den dyre tid med terapeuten også bedst. En kombination af terapi og træning. Ved siden af dette kan de unge terapeuter/de studerende gå sammen i grupper og træne på/med hinanden. Den feed-back, der relevant at give trænings-teraputen, på det udviklingstrin denne er, vil og kan gruppemedlemmerne sagtens give.
Der er ikke grund til at dette kommer fra træneren.
Fra gruppe-øvelserne kan der så evt. samles iagtagelser og erfaringer sammen, som kan tages op når grupperne mødes med træneren.
Min mening og erfaring er, at egenterapi i gruppe den bedste måde at få terapi-videreuddannelse og træning på.
Begrundelse?, fordi terapeuten er sit eget værktøj,- mere end det handler om at lære nogle terapeutiske teknikker.
Metoden er (terapeutens) opmærksomhed og nærvær.
Metoden er ikke nogle teknikker.
Målet er opmærksomhed, det er opmærksomheden, nærværet der er det virksomme.
Som terapeut og træner ser jeg det som min vigtigste opgave, at give de studerende mulighed for at opfatte og følge processen i terapiarbejdet: hvad sker der lige nu, og hvad nu, hvad gør terapeuten lige nu, hvorfor dette skift i terapeutens handlinger lige nu, hvad sker der med klienten lige nu osv.
Derfor er personlig udvikling: det vil sige egenterapi, egenterapi, egenterapi er nr 1, se den erfarne terapeut arbejde er nr 2, og øvelse er nr 3.
Efter af have fået en del terapi selv og set en del terapier gennemarbejdet, så får den studerende en fornemmelse af processen,- og det er ulige meget vigtigere end at prøve at arbejde som terapeut under supervision.
Jeg vil gerne være med til flytte fokus hos de unge terapeuter/de studerende fra, at lære terapi-teknikken, til den personlige proces og til processen i terapiarbejdet. Min vigtigste opgave som træner er at give den unge terapeut/ den studerende mulighed for at se og følge det flow, der er i en terapi. At lave terapi opfatter jeg som en kunstart (95 % fornemmelse/inspiration og 5 % teknik), det lærer man ved at få en fornemmelse af processen, af flowet.
Jo mere man lærer at fornemme og følge processen i terapien,- hvilket kræver at man kender sig selv og om nødvendigt kan sætte sig selv (især sine intentioner, sin vilje) til side, dvs. har nået en vis bearbejdningsgrad (mængde egenterapi),- jo bedre terapeut kan man være.
Specielt med drømme: de er gjort af delikat stof, skal de have mulighed for at folde sig ud, skal de behandles med varsomhed.
Jo mere den unge terapeut/den studerende fokusserer på sin egen proces, og på den terapeutiske proces hos klienten,- jo hurtigere vil den studerende lære at udføre terapi.
Det er igen den Den paradoksale ændringsteori (se mere HER …, og HER...) dukker op,- jo mere jeg opgiver målet og fokusserer på processen, jo hurtigere når jeg målet. Om omvendt.
