Om ændring 2
Der bliver talt meget om at psykoterapi er at ændre sig. Efter min mening handler det mere om at komme hjem, at komme til sig, at afvikle tidligere forstyrrelse fra uheldig socialisering.
Uheldig socialisering har ført os væk fra os selv, har ført til at vi har fraspaltet dele, sider af os selv så vi kun er halve eller kvarte i vores væren, gøren og laden. En reduceret selvopfattelse. Se kap 8, s. 116 i Drømmearbejde, 3.udg. Har jeg ikke hele mig med, er det svært at gøre, det jeg har brug for, og undlade at gøre det, jeg ikke har brug for.
Hvordan gør man så det, hvordan kommer man tilbage?
Det gør man ved at påbegynde en undersøgelse: hvem er jeg? Fra at have min opmærksomhed væk fra mig, fx hos de andre, så flytter jeg nu min opmærksomhed tilbage til mig: hvad laver jeg,? hvad indeholder jeg? hvordan administrerer jeg mig, arrangerer mig i dagligdagen? Altså: hvem er jeg? At blive vidne til mig selv: så jeg véd, hvad jeg gør lige nu, jeg er opmærksom.
Normalt er det sådan, at spørger jeg: hvem er jeg? så får jeg for det meste informationer der er påvirket af censur og ønsketænkning. Jeg får informationer om hvem jeg er, som er mere eller mindre påvirket af min socialisering, altså påvirket af min opvækst. Har jeg fx fået at vide at jeg ikke bør/skal/må være så vredladen/følsom/udfarende eller indelukket mv mv, så vil jeg efter et stykke tid undlade at være sådan, og undlade at vide (glemme) at sådan kan/kunne jeg også være.
Dér er drømmene gode, de viser hvem jeg er, uden censur og uden ønsketænkning.
Så processen er således at starte en undersøgelse: hvem er jeg? At blive opdagelsesrejsende på sig selv. (Og lidt senere også på den anden) I stedet for udelukkende at have opmærksomheden hos de andre, så begynder jeg at rette opmærksomheden mod mig selv. Dér vil de fleste opdage, at man over tid ikke udelukkende holder al sin opmærksom hos sig selv. (hvorfor? ganske enkelt, det bliver for kedeligt). Da de fleste af os er sociale væsener, vil vores nysgerrighed mod de andre, vores behov for de andre, vores længsel efter de andre,- gøre at vi flytter noget opmærksomhed mod de andre/den anden: hvem er de? hvem er hun/han? Hvad foregår der dér ude? hos den anden?
Så metoden/vejen er nysgerrighed, opmærksomhed, og vejen er at gå vejen.
At blive vidne til mig selv: jeg véd, hvad jeg gør lige nu, jeg er opmærksom.
Opmærksomheden rettet mod mig, vil gøre at jeg af mig selv korrigerer mindre uheldigheder. Dette er et organismisk fænomen. Organismen korrigerer sig selv, går efter det bedre, så at sige.
To eksempler: 1) Stiller jeg en plante med en høj stængel i et rum, hvor der kun er vinduer på den ene væg, så vil planten efter et stykke tid bøje sig mod den væg, hvor der er vinduer. Det gør den af sig selv, den går efter det bedre, efter lyset. Organismen går efter det bedre. 2) En kvinde sidder yderst på en stol og fortæller, fortæller, fortæller til en tilhører om sine vanskeligheder. Uden afbrydelser, uden pauser fortæller hun om sine vanskeligheder. Det foregår et stykke tid. Så får kvinden et spørgsmål fra tilhøreren: Lægger du mærke til hvordan du sidder? Kvinden standser op et kort stykke tid, og går så videre, stadig væk siddende yderst på stolen, og fortæller, fortæller, fortæller om sige vanskeligheder. Efter et stykke tid får kvinden igen et spørgsmål: Lægger du mærke til hvordan du sidder? Kvinden standser op, nu længere tid, sidder stille et lille øjeblik, kigger sig tilbage i stolen, siger undrende: gud, jeg bruger ikke ryglænet, hvorefter hun med det samme rykker tilbage i stolen og siger derefter spontant: IH hvor var det dejligt. Da kvinden blev opmærksom (hvad laver jeg, hvordan arrangerer jeg mig?) gik hun automatisk efter det bedre: at bruge stolens ryglæn. Organismen går efter det bedre, så at sige.
Dette gør sig gældende ved mindre uhensigtsmæssigheder: når jeg bliver opmærksom på jeg er tørstig, kigger jeg efter noget vand. Når jeg bliver opmærksom på jeg er træt, kigger jeg efter en stol at sidde i. Når jeg bliver opmærksom på jeg savner kontakt, tænker jeg: hvem kan jeg ringe til? Og så videre.
Ved større, mere omfattende uheldigheder: fx Nu jeg er blevet opmærksom (jeg er vidne til hvad jeg laver) og jeg er opmærksom på at jeg savner en kæreste, og jeg gør ikke noget for at møde en mulig partner.
Så kan en undersøgelse være brugbar: jeg véd, hvad jeg har brug for, og jeg gør ikke noget?
Hvad foregår der?
