LIDER JEG AF ANGST, ELLER HVAD ER JEG BANGE FOR?

LIDER JEG Af ANGST, ELLER HVAD ER JEG BANGE FOR?

af Jørgen Groth, cand. psyk., maj 2018

Indledning:

Indledning:

I dagspressen, se fx Information, Politiken, Berlingske Tidende og Jyllandsposten den 5. feb. 2018, er brugt udtrykket: at lide af angst. Som en kommentar til “at lide af angst”, vil jeg gerne nævne følgende:

Er jeg ramt af angst, eller lider jeg af angst, kan det være en fordel at spørge: hvad er jeg bange for? hvad frygter jeg? Bruger jeg ordet “angst”, er der en mulighed for, jeg kommer til at opfatte at jeg lider af en sygdom, sygdommen er “angsten”. Det vil sige, at den måde jeg taler på, det jeg siger, bliver til virkelighed. Nogle sider af virkeligheden er subjektiv. Ikke det bord jeg sidder og skriver ved nu, det er et faktum, en kendsgerning: det ER et bord. Noget andet er fx det jeg mener, eller noget jeg oplever, noget jeg synes. Dér er det vigtigt, hvordan jeg taler om det. Det jeg siger har en tendens til at blive til virkelighed. Min forståelse af dette er bl.a. understøttet af Ludwig Wittgenstein.

Kommer jeg til at lide af en sygdom angst, er jeg passiv, sygdommen er aktiv, sygdommen er skurken jeg lider under, det jeg døjer med. Jeg er offer for denne sygdom. Hvis jeg derimod spørger: hvad er jeg bange for? Så har jeg fat i processen: JEG er bange for noget. Så er jeg aktiv i stedet for at være passiv. Og det er 100 gange bedre at være aktiv, fordi så kan jeg undersøge hvad der foregår: fx spørge HVAD er det jeg er bange for? Og dette jeg er bange for kan undersøges.

Jeg nævner to eksempler, der understøtter ovenstående. To eksempler, der er anonymiseret.  

En ung mand ca 30 år, var ikke i et parforhold, ønskede at være i et parforhold, ønskede at møde en kvinde, men turde ikke. Han led af angst, sagde han. Og vi véd: “angst æder sjæle op”. Og det er rigtigt, hun var fuldstændig passiv, hans livskraft var væk, ædt op. Vi kan godt sige, at angsten havde ædt hans livskraft. Dèr kunne han godt komme til at sidde i lang tid. Angsten var skurken, han var offer.

På et tidspunkt foreslog nogen ham, at kigge på, hvad var det han var bange for. Jeg er bange for at blive ydmyget, tværet ud, sagde han. Hvis han mødte en kvinde, så ville hun ydmyge ham, var han sikker på. Nu led han ikke af angst mere, nu vidste han hvad der foregik: han var bange for at blive ydmyget. Det var det han frygtede. Nu havde det farlige et ansigt, så at sige. Nu kunne det undersøges: ville en potentiel kvinde ydmyge ham? Det kunne faktisk undersøges! Her skete der noget interessant: manden oplevede noget nysgerrighed, han oplevede noget kraft, noget energi til at undersøge, han ville give virkeligheden er chance, sagde han. Og det var faktisk omdrejningspunktet: han fik noget energi, han var ikke passificeret mere. Hvor, hvordan kunne han undersøge virkeligheden? Det måtte være via hans interesser, tænkte han. Han vidste han var optaget af litteratur, han læste meget. Via sin nyvundne energi fandt han en litteratur-læse-kreds, han  søgte op optagelse, fik det og var med til litteratur møder. Efter nogle møder, opdagede han en kvinde han følte sig tiltrukket af. Han havde set i den store kreds, at hun talte almindeligt til de mænd, der var i læsekredsen. Via sin nyvundne energi fik han anbragt sig en en to-personers mini-læsegruppe med kvinden. Dér kunne han undersøge og opdage om hun var en kvinde, der ydmygede ham. 

De mødtes på to-mands hold nogle gange, de skulle undersøge et del-emne i den pågældende bog og fremlægge det i den store gruppe. I denne lille gruppe havde han gode muligheder til at give virkeligheden, og en kvinde, en chance, det gjorde han: han blev ikke ydmyget, kvinden behandlede ham almindeligt. Ved at overveje, hvad der var sket, opdagede han, at han have skræmt sig selv. Han havde været bange for at blive ydmyget af en kvinde, uden at give en evt. kvinde og virkeligheden en chance.  Han havde skræmt sig selv og der var han blevet. I sin refleeion huskede han også, at han engang var blevet meget kraftigt ydmyget af en kvinde. Det han var bange for, var noget der var sket engang og han var bange for at det skete igen. Og dér havde han siddet fast. Fokus for hans opmærksomhed havde været angsten, han havde ikke kunnet se på, hvad der skete med ham. Angsten, sygdommen var skurken, var aktiv, han var offer, passiv. Det skal til slut siges, at de to mødtes nogle gange uden for litteratur læse-kredsen og efter et stykke tid begyndte de at ses jævnligt. Der havde ikke vist sig tilløb til, at hun fandt på at ydmyge ham.

Et andet eksempel, som også er anonymiseret. 

En kvinde sagde at hun led af angst. En undersøgelse viste, det var edderkopper, hun var bange for.Hun var skrækslagen når hun så en edderkop. Ydermere drømte hun også om edderkopper. Drømme som kvinden var bange for at drømme, hun vågnede stiv af skræk. Hun kaldte det mareridt. I sit vågne liv var hun meget bange for edderkopper, hun kiggede efter dem overalt, hvor hun var. Så hun en dag en, bad hun den nærmeste person om at fjerne dyret. Eventuelt så dyret ihjel. Hun sagde hun havde en edderkoppefobi. På et tidspunkt var hun så plaget af sin skræk for drømme om edderkoppe og for at møde dem i dagligdagen, at hun besluttede sig for at kigge på det i psykoterapi. I psykoterapien fik klienten (K) det forslag af terapeuten (T), at prøve at være en af edderkopperne (E) fra drømmene.

T sagde, at hun måtte tættere på for at opdage, hvad der foregik, hvad det var hun var bange for vedrørende edderkopper. Altså “At finde troldens navn”, eller “At kysse frøen”, som det hedder på eventyr sprog. K fik det forslag at prøve at forestille sig at være en af edderkopperne fra en drøm eller en hun havde set i dagligdagen. K huskede den sidste edderkop hun havde set. K fik det forslag at skifte til en anden stol og dér forestille sig at være dyret. Og efter et stykke tid sige nogle sætninger, der begyndte med “jeg”, altså at tale som E.

Igen tog det et stykke tid, hvorefter K langsomt som E sagde: Jeg gør hvad der passer mig. Jeg følger min natur. Jeg har ingen regler. Jeg jager bytte. Jeg ser efter en mage. T spurgte E, hvilket køn den havde. K (E) sagde: jeg er en hun, og når jeg har unger får de næsten al min opmærksomhed. T bad nu E sige, hvilke tillægsord/adjektiver/egenskaber E rummer, eller får øje på, når E kigger indad i sig selv. E sagde: jeg rummer: kraft, styrke, hurtighed, hensynsløshed, råhed, overlevelse, passer mit afkom, naturlighed. T bad nu K , stadig på E’s stol, sige det til T, som hun lige havde sagt som E. Og at begynde langsomt cirka sådan her: Nogle gange ude i dagligdagen, eller af og til, oplever jeg at jeg rummer kraft, styrke, hurtighed, hensynsløshed og råhed. Og samtidig mens hun talte, at nærke/smage på/fornemme, om der var nogen genkendelighed.  Og at sige det igen langsomt til T og igen smage på, om der er nogen genkendelighed: Kender K den måde at at være på i dagligdagen?

Efter med eftertænksomhed at have gentaget det, K havde sagt som E et par gange, sagde K: Det kender jeg faktisk godt: Af og til har jeg kontakt med den måde at være på. K smagte mere på det, sad stille et stykke tid, og sagde så: ja det er rigtigt, sådan er jeg også. Det er også en side af mig. Som jeg ikke tillader mig at være ved ret tit. Jeg har faktisk to sider: en pæn, regelret, meget social side, som jeg kender allermest. Og så denne vilde, hensynsløse, rå naturside, som jeg ikke kender så godt, og som jeg er bange for. Set fra den pæne side, er den natursides utilregnelig, og det gør mig bange. K skiftede nu mellem de to stole, E-stolen og den almindelige jeg-stol, talte om sig fra hver stol. Og fra den pæne side sagde hun noget til natursiden og omvendt. Noget af det vigtigste var, da natursiden sagde til den pæne side: jeg er ikke farlig, jeg er ikke vild, jeg har bare mere naturlighed. Hvis du vil lære mig mere at kende, vil du opdage min ordentlighed.  Der var nu en samtale mellem de to sider af K. Efter et stykke tid, sagde K: nu kender jeg mig mere i min helhed, nu jeg hænger mere sammen.

Senere fortalte K, at hun i sin dagligdag oplevede mere kraft, mere frihed, mere lethed. Hun havde mere fokus på hvad hun ville, end hvad hun troede andre tænkte.