Efter en gestaltterapeutisk, Jung- og objektrelationsteoretisk opfattelse. Se endvidere kap 9 i Drømmearbejde, Frydenlund 2014.
1) At opdage modsætningen/delene. Her er drømme gode, de viser ofte samarbejds- eller modsætningsrelationer. Drømme viser “det indre persongalleri”, den indre familie. Drømmene fremstiller dem billedligt. At opdage modsætningen, er, at blive bevidst om, hvad der foregår. Det vil derfor sige, at delene (objekterne, symbolerne) i drømmene er vigtige og relationerne mellem dem er ligeledes vigtige.
2) Fordybelse. Hvem er jeg i mine forskellige dele? Det vil sige, at jeg undersøger mig i mine forskellige dele med hensyn til egenskaber, behov, følelser, værdier, tabuer, præferancer, ømme punkter mv. Fase 2) er meget vigtig. Den er vi ofte tilbøjelig til at ville springe over, fordi vi gerne vil hurtigt videre. Se mere om ændringsteori i kap 6 i Drømmearbejde. Det er bedst, hvis jeg fordomsfrit kan undersøge – være – mine forskellige dele. Opleve dem indefra, dvs at være den side af mig. Jo mere tid og opmærksomhed jeg giver mig i fase 2),- jo hurtigere kommer jeg videre (den paradoksale ændringsteori). Fordybelse – som er øget opmærksomhed – har også den vigtige funktion, at aktivere iboende måske slumrende egenskaber, holdninger, værdier mv. Det arketypiske “presser” det historiske ud. (Jung).
3) Dialog. Når fordybelsen i fase 2) er tilstrækkelig, vil mine forskellige dele “af sig selv” begynde at lave dialog. Det vil sige, at de forskellige dele begynder at tale sammen: anerkender hinandens eksistens, udveksler synspunkter, giver informationer om verdens karakter til hinanden, fortæller om behov mv.
4) Samarbejde. Når fase 3) får lov at forløbe i sit “eget” tempo, vil processen “af sig selv” glide ind i fase 4).Eget tempo betyder, at personen ikke “vil” så meget, men overgiver sig til processen og ser, hvad der sker. Her vil parternes forskellige behov mv. (gradvist) påvirke hinanden og mine handlinger i verden, i dagligdagen – vil være udtryk for hele mig.
Et eksempel:
PS: byt venligst om på placeringen af selvet og personen i modellen.
Her er et tænkt – og almindeligt – eksempel på en person med (her) tre objekter i psyken: far, mor og mig, dvs. personens “jeg”, personens opfattelse af sig selv. Psyken er benævnt “selvet”. I selvpsykologien menes med “selvet”: personens helhed. Især efter Kohut,s selvpsykologi (udløber af objektrelationspsykologien).
Vi ser, at der er tre objekter i selvet (i psyken). Et af objekterne kan dominere de andre eller have uheldige relationer (fx. had, disrespekt, afvisning) til de andre. En relation (fx. fra far til mig) kan helt mangle.
Samarbejdet mellem delene kan også være (hvis en eller flere af delene er “dårlige” pga. “ikke-gode-nok” modeller tidligere),- at det (nu opdagede/oplevede) fællesmenneskelige “skubber” det historiske ud, og at delen derved bliver brugbar for personen. Fx. at det gode i “mor” gradvist overtager det dårliges plads. (efter Jung). En anden måde at sige det på, er, at det sunde i personen heler det usunde i personen. Fx. at “den gode mor” korrigerer ” den dårlige far”. Eller omvendt. (Fra objektrelations-psykologien).
Undersøgelsen, fase 2),- er altså den vigtige fase. Det er her, at væksten aktiveres via opmærksomhed. Opmærksomhed er ændrende. Det vil sige, at personen på skift er de forskellige dele og oplever delene “indefra”: hvem er jeg her (hvilke egenskaber, behov, værdier mv har jeg), og hvilke relationer har jeg til de andre dele.
