Hvornår lærte vi at sky ilden?

Hvornår lærte vi at sky ilden?

Af Charlotte Strandgaard,
fra, BRÆNDTE BØRN, Lindhardt og Ringhof, 1979, 2017

Hvornår lærte vi at sky ilden?
Var det første gang vi skreg
og ingen tog os op?
Var det to løftede øjenbryn over en våd ble
eller en ironisk voksen latter
når vi stammende erklærede vor kærlighed?

Erindringerne er gulnede sort-hvide glimt
med brandsårene er der
som smalle hvide striber
som dybfrosne lukninger i de allermest åbne nærheder
som koleriske hadanfald
når kærligheden skulle lyse
som snævre angstelevatorer
når det fælles mod skulle funkle

Alle vi brændte børn
skulle vi en gang for alle lave et stort bål og springe
igennem det?
lære at gå på glødende sten med hinanden i hånden
have brandsalven parat
og le højt over smerterne sammen
og græde sammen over dem
og stadig mere højlydt
elske ilden
og stadig mere lavmælt dele angsten
og tilsidst kaste brandsalven
og forbeholdene
og fælderne
og maskerne
og magtkampene
ind i det store bål
og se
at den tynde hvide hud over de gamle brandsår
er nemmere at nå igennem
end tyk uberørt hud