HISTORIEN OM ABEN

Historien om aben

I den buddhistiske litteratur er der en legende, en metafor, et billede,- der ofte bruges til at beskrive processen: skabelsen og udviklingen af ego,et.

Historien har et forløb gennem 19 faser, – hver med en overskrift, som nævnt nedenfor:

1. niveau: At ændre rummet til solide vægge

Historien fortæller om en abe, der er lukket inde i et tomt hus. Et hus med 5 vinduer, der hver repræsenterer de 5 sanser. Denne abe er nysgerrig, han  stikker hovedet ud af hver vindue og hopper op og ned, op og ned, hvileløst. Han er en fanget abe i et tomt hus. Og det er et solidt hus, til forskel fra junglen i hvilken aben sprang fra træ til træ og svingede sig i lianerne. Og huset er også anderledes end træ­erne, i hvilke aben kunne høre vinden blæse og bladene rasle og grenene knirke. Alle disse ting var nu blevet fuldstændig solide. Faktisk var selve junglen blevet hans solide hus, hans fængsel. I stedet for at balancere i et træ, var aben blevet omsluttet af verdens solide vægge,- på samme måde som hvis en flydende ting, fx. et dramatisk og smukt vandfald pludselig var stivnet.

Dette stivnede hus, lavet af stivnede farver og stivnede energier,- er fuldstændig stille. Det ser ud som det punkt, hvor tiden begynder som fortid, fremtid og nu. Al tings flyden er ble­vet solid håndgribelig tid,- tidens solide begreb.Den nysgerrige abe har haft et blackout og vågner nu efter dette blackout, men han våg­ner ikke fuldstændig. Han vågner og finder sig selv fanget inden i et solidt, klaustrofobisk hus med kun 5 vinduer.

2. niveau: At undersøge væggene

Han begynder at kede sig, på samme måde som en abe fanget i en Zoo bag et jerngitter, og han begynder at undersøge jerngitteret ved at kravle op og ned af det. At han er fanget er ikke specielt vigtigt; men selve ideen om fangenskab er forstørret 1000 gange på grund af hans fascinations af dette.  Hvis man er fascineret af fangenskab bliver fø­lelsen af klaustrofobi mere og mere levende, mere og mere aktuel, fordi man begynder at un­dersøge sin egen fængslethed. Faktisk er fascinationen en del af grunden til, at han forbliver i fængslet. Han er fanget af sin egen fascination. Selvfølgelig var der i begyndelsen dette pludselige blackout, som under­streger hans tro på en solid verden. Men nu, da aben tager det solide for givet, for sikkert,- er han fanget af sin egen involvering med fangenskabet. Denne nysgerrige abe undersøger selvfølgelig ikke hele tiden. Han begynder at blive opfa­rende, han begynder at føle, at noget er meget gentagende, meget uinteressant, han begynder at blive neurotisk. Fordi han er sulten efter underholdning, begynder han at føle på og sætte pris på væggenes kvalitet,- i et forsøg på, at sikre sig, at disse tilsyneladende solide vægge virkeligt er solide.

3. niveau: At relatere sig til væggene

Og så, da aben nu er sikker på, at væggene er solide, begynder aben nu at relatere sig til væggene og til rummet ved at gribe ud efter det, ved at afvise det eller ved at ignorere det. Hvis han forsøger, at gribe rummet fordi han vil eje det som sin egen oplevelse, som sin egen opdagelse, hans egen forståelse,- så er dette begær. Eller hvis rummet opleves som et fæng­sel, således så han prøver at sparke og slå sig ud, og kæmpe mere og mere,- så er dette had. Had er ikke kun destruktion; det er endda mere følelsen af forsvar, fx at forsvare sig mod klaustrofobi. Aben behøver ikke nødvendigvis at føle, at der er en fjende, der nærmer sig,- han ønsker simpelt hen at undslippe sit fængsel. Til sidst prøver aben måske at ignorere, at han er i fængsel eller, at der er noget forførende i hans omgivelser. Han spiller døv, stum og er ligeglad og doven i forhold til, hvad der sker omkring ham, Dette er dumhed. Hvis vi går lidt tilbage, kan vi måske sige, at aben er født ind i dette hus da han vågner fra blackoutet. Han ved ikke, hvordan han ankom til dette fængsel, så han formoder, at han har været der hele tiden. Han glemmer, at det var ham selv, der ændrede rummet til solide vægge, ændrede det åbne til solide vægge. Dette er første niveau. Så undersøgte og følte han væggenes kvalitet,- det er andet niveau. Efter dette relaterede han sig til huset enten ved begær, had eller dumhed,- det er tredie niveau, impuls-opfattelse.

4. niveau: At katagorisere

Og således, efter at have udviklet disse tre måder at forholde sig til huset på, begynder aben at katagorisere huset og sætte mærkater på huset: ”  Dette er et vindue. Dette hjørne.er dejligt, det holder jeg af. Denne væg gør mig bange og er dårlig”. Han udvikler en begrebsmæssig ramme, en forståelse, med hvilken han kan katagorisere og sætte mærkater på og evaluere sin verden,- på baggrund af, om han begærer, hader den eller sig ligeglad med den. Dette er fjerde niveau,- at sætte verden på begreb. Abens udvikling gennem disse fire niveauer har været temmelig forudsigelig og logisk.

5. niveau: Bevidsthed, at drømme, at tillægge verden værdier

 Men udviklingsmønsteret begynder at bryde sammen, da han kommer op på femte niveau,- bevidsthed. Tankemønsteret bliver uregelmæssigt og uforudsigeligt og aben begynder at hal­lucinere,- han begynder at drømme. Når vi taler om “hallucination” og “at drømme”, betyder det, at vi tillægger værdier til ting og begivenheder, som disse ikke nødvendigvis har. Vi har bestemte og endelige meninger om, hvordan og på hvilken måde ting og begivenheder er og skulle være. Dette er projektion: vi projicerer vores version af tingene ud på det, der er. På den måde bliver vi fuldstændig indhyllet i en verden vi selv har skabt, en verden af modstridende værdier og meninger. Hallucinationer, set på denne måde, er en fejltolkning af ting og begivenheder,- det er, at læse ind i verden meninger og værdier, som fænomenerne ikke har. Dette er, hvad aben begynder at opleve på femte niveau. Fordi aben prøvede at komme ud og fordi det ikke lykkedes for ham,- føler han sig af­vist, hjælpeløs og han begynder at blive sindssyg. Fordi han er så træt af at kæmpe, er det meget tiltrækkende for ham, at slappe af og lade sindet vandre og hallucinere. Dette er skabelse af De seks Riger. Disse seks Riger er forskel­lige former for projektioner,- drømme-verdener, som vi selv skaber os og lægger ud i omverdenen.

1. rige: Gudsriget

Efter at aben har kæmpet for at komme ud og det er mislykkedes, og efter, at have ople­vet klaustrofobi og smerte,- begynder aben at ønske noget godt, noget smukt og forførende. Så det første rige han begynder at hallucinere,- er Gudsriget. Gudsriget er en “himmel”, fyldt med dejlige, vidunderlige ting. Aben drømmer om, at slentre ud af huset, om at vandre i frodige marker, om at spise modne frugter, om at sidde på gre­nene højt oppe i træer, svinge i lianerne,- om at leve et liv i frihed og afslapning.

2. Rige: De jaloux guders rige

Efter dette begynder han at hallucinere “De jaloux guders rige”. Da aben havde oplevet drømmen om paradis, ønskede han at forsvare og at opretholde sin store lykke og glæde. Han begynder at lide af paranoia, er bange for, at nogen vil prøve, at stjæle hans skatte,- og på den måde begynder han således at føle sig jaloux. Han er stolt af sig selv, han nød sin ska­belse af Gudsriget, og det førte ham til “De jaloux guders rige”.

3. rige: Menneskeriget

Så opfatter han også de jordbundne kvaliteter i disse oplevelser. I stedet for på en simpel måde, at skifte mellem stolthed og jalousi, begynder han at føle sig komfortabel til mode, at føle sig hjemme i den “menneskelige verden”, den “jordiske verden”. Det er den verden med bare, at leve et almindeligt liv, gøre de ordinære ting på en jordbunden måde. Dette er “menneske-riget”.

4. rige: Dyreriget

Men så begynder aben at fornemme, at noget er en smule kedeligt, noget er ikke blom­strende. Og dette sker fordi: da han udviklede sig fra Gudsriget til de-jaloux-guders-rige og videre til menneskeriget, og da hans hallucinationer blev mere og mere solide og faste,- da begyndte hele denne udvikling at føles en smule tung og stupid. På dette tidspunkt fødes han ind i “dyre-riget”. Dette er dyrenes enkelhed.

5. rige: De sultne guders rige

Efter dette bliver processen intensiveret, og aben begynder at opleve en desperat følelse af udsultning, fordi han virkelig ikke ønsker, at stige nedad til de lavere ri­ger. Det han kunne tænke sig er, at komme tilbage til glæderne i Guds-riget; og således begynder han at føle sult og tørst, en enorm følelse af nostalgi for, hvad han husker han havde. Dette er “De-sultne-guders-rige”.

6. rige: Helvedesriget

Der begynder nu at indtræde et tab af tro og aben begynder, at tvivle på sig selv og sin ver­den, og han begynder, at reagere voldeligt. Og alt dette er et forfærdeligt mareridt. Aben ser mere og mere i øjnene, at et sådant mareridt kan ikke være sandt og han begynder, at hade sig selv for at have skabt al den terror og elendighed. Dette er “helvedesriget” og er det sidste af de seks riger. Abens oplevelser i “helvedesriget” er meget rædselsvækkende og forfærdelige.. Han opdager sig selv på vej gennem store marker med glødende jern-pæle, eller oplever sig selv som være lænket eller blive brændt eller skåret i stykker, eller ristet på glødende jern-gitre, eller kogt i en stor beholder. Disse og andre helvedes-hallucinationer er skabt ud fra klaustrofobi og aggressionsmiljøet. Det er en følelse af, at være fanget i et lille aflukke, at være indelukket i en fælde uden noget luft at ånde og uden nogen plads, at kunne bevæge sig på. 

Og fanget i en fælde er han denne abe,- ikke nok med, at han prøver at ødelægge væg­gene i sit eget klaustrofobiske fængsel; han prøver endda at slå sig selv i ihjeld i forsøget på at undslippe sin martrende og stadige smerte. Men han kan ikke virkelig slå sig selv i ihjeld, og hans selvmordsforsøg øger blot smerten og intensiverer torturen. Jo mere aben kæmper for at ødelægge eller kontrollere væggene i fængslet,- jo mere solide og undertrykkende bliver de,- indtil et punkt, hvor intensiteten i abens aggression er ved at være udslidt.  Så i stedet for at kæmpe mod væggene,- ophører aben med at relatere sig til dem, han holdet op med, at kommunikere med dem. Han bliver paralyseret, frossen,- forbliver omsluttet af smerte uden, at kæmpe mod den mere. På dette sted oplever han forskellige slags torturer: såsom at fryse, at bo i øde, affolkede og nøgne områder mv.

5. rige: De sultne guders rige

Alligevel,- efter et stykke tid begynder han, at blive udmattet af sin kamp. Intensiteten i “helvedes-riget” begynder at blive mindre, aben begynder at slappe af,- og pludselig ser han muligheden for, at være på en mere åben måde. Han bliver grådig efter denne nye måde at være på,- og dette er “de-sultne-guders-rige”. Det vil sige følelsen af udsultethed eller hunger efter udfrielse, forløsning. 

I “helvedes-riget” var han for travlt optaget af at kæmpe til overhovedet at overveje mulighe­den af forløsning, udfrielse, lindring. Nu oplever han en stor sult efter dejlige åbne betingel­ser for sig selv, og han har talløse fantasier om forskellige måder, hvorpå han kan tilfreds­stille sin sult. Han forestiller sig måske endda, at han langt væk kan se et stort åbent område, men da han nærmer sig det, finder han en øde og forfærdelig ørken. Eller også ser han måske på afstand et stort frugttræ, men efter som han kommer nærmere opdager han, at det er goldt eller at nogen vogter på det. Eller aben prøver måske, at flyve til en tilsyneladende dejlig og frodig dal,- kun for at finde den fyldt med giftige insekter eller rådne grønsager. I hver af disse fantasier øjner han muligheden for tilfredsstillelse, han rækker ud efter det og bliver hurtigt skuffet.Hver gang han tilsyneladende er ved at opnå det glædelige, det attrå­ede,- vækkes han brutalt af sin idylliske drøm; men hans grådighed er så stor og sulten er så krævende, at han ikke lader sig skræmme og på den måde fortsætter han med, at udvikle fantasier om fremtidig tilfredsstillelse. Smerten ved skuffelsen resulterer i, at aben har et had/kærlighedsforhold til sine drømme. Han er fascineret af dem, men samtidig er skuffelsen så smertefuld, at han også er frastødt af dem. 

Torturen i “De-sultne-guders-rige” er ikke så meget smerten ved ikke at finde det han ønsker; det er mere den umættelige sult i sig selv, der skaber smerten. Hvis aben fandt store mæng­der af mad, ville han sandsynligvis slet ikke røre det overhovedet; eller også ville han spise det hele og stadig ønske sig mere. Dette er fordi, at på et basalt plan er aben mere fascineret af, at være sulten end af, at tilfredsstille sin sult. Den hurtige frustration af hans forsøg på at tilfredsstille sin sult, gør det muligt for ham, at blive sulten igen. ““De sultne guders rige”  vil af aben måske blive opfattet som: “De sultne spøgelsers rige”,- på dette tidspunkt oplever aben ikke forskel. Så smerten og sulten i De-sultne-guders-rige,- på samme måde som aggressionen i helve­desriget og det han var optaget af i de andre riger,- forsyner aben med noget spændende at være beskæftiget med, noget solidt at holde fast i,- noget der gør, at han føler sig sikker på, at han eksisterer som en virkelig person. Han er bange for at opgive denne sikkerhed og denne underholdning, han er bange for, at driste sig ud i det åbnes ukendte rum. Han vil hel­lere forblive i dette kendte fængsel, lige meget, hvor smertefuldt og hvor undertrykkende det måtte være.

4. rige: Dyreriget

Alligevel,- eftersom at aben igen og igen er frustreret i sit forsøg på, at tilfredsstille sine fan­tasier,- begynder han at blive noget fortørnet og samtidigt resigneret. Han begynder at opgive intensiteten i sulten, slapper mere og mere af og falder ind i en række vanemæssige reak­tioner på verden. Han ignorerer andre måder at forholde sig på i forhold til sine oplevelser i livet,- han løber an på de samme, gentagne reaktioner,- og på den måde begrænser han sin verden: en hund lugter til alt den kommer i kontakt med; en kat er ligeglad med fjernsyn osv. Dette er “dyre-riget”,- dumhedens rige. Aben gør sig blind over for, hvad der er omkring ham og afviser, at undersøge nye områder, han holder fast, klynger sig til kendte mål og kendte irritationer. Han er bedøvet og beruset af sin egen sikre, selv-opretholdende, bekendte verden og fæstner på denne måde sin opmærksomhed på de kendte mål og forfølger dem med en usvigelig og stædig beslutsomhed. En gris spiser alt, hvad der er foran dens snude, den kigger hverken til højre eller til venstre; den marcherer lige i gennem; den gør det bare. Det gør ikke en gris noget, om den bliver nødt til, at svømme gennem en enorm mudderpøl eller stille op mod andre forhindringer; den pløjer bare lige igennem og derefter æden den, hvad der dukker op foran dens snude.

3. rige: Menneskeriget

Men lidt efter lidt begynder aben at se i øjnene, at han kan udvælge sine glæder og sine smerter. Han begynder at blive mere intelligent, han begynder at skelne mellem dejlige og mellem smertefulde oplevelser,- alt sammen ud fra et forsøg på, at maksimere glæde og minimere smerte. Dette er “menneske-riget”, riget med de forskellige besættelser. Her stopper aben op, for at overveje hvad det er, han rækker ud efter. Han vælger mere og mere, skelner, overvejer alternativer, tænker mere,- og derfor håber og frygter han mere. Dette er menneske-riget, der består at lidenskab og intellekt. Aben bliver mere intelligent. Han rækker ikke bare ud efter ting; han undersøger, føler på materialerne, sammenligner tingene. Hvis han beslutter sig for, at han ønsker noget, så rækker han ud efter det, han prøver at trække det hen til sig for at eje det. For eksempel: hvis aben ønskede sig et smukt stykke klæde, så ville han henvende sig til forskellige butikker og føle på deres materialer for at se, om noget af dette var lige præcis det, som han ønskede. Og når han så kom til det materiale, der lige netop passede til hans forudfattede mening om et materiale, eller det der kom tættest på,- så ville han føle på det og sige: “Åh, dette er det rig­tige. Er det ikke smukt? Jeg synes, at det er værd at købe”. Så ville han betale for det og tage det med hjem og vise det til sine venner og bede dem føle på det og beundre  hans smukke materiale. I menneske-riget er han optaget af, at eje dejlige ting. Såsom: “Måske skulle jeg købe en teddy-bamse til at tage med hjem i seng, noget vi­dunderligt, blødt og varmt”. Men aben er optaget af,- at endskønt han er intelligent og kan manipulere sin verden med det formål, at opnå noget glæde,- så kan han stadig ikke holde fast i disse glæder og det er heller ikke altid, at han får det, han gerne vil have. Han er plaget af sygdom, alderdom og død,- af frustrationer og problemer af alle slagt. Smerte er en konstant følgesvend til alle hans glæder..

2. rige: De jaloux guders rige

Og så begynder han,- meget selvfølgeligt,- at udlede muligheden for et paradis,- den en­delige udelukkelse af smerte og opnåelse af glæde og lykke. Hans forestilling om paradis indeholder måske  opnåelse af ekstrem rigdom, angst eller berømmelse,- alt sammen efter, hvordan han kunne tænke sig sin verden skulle se ud. Han bliver meget optaget af udbytte og konkurrence. Dette er de jaloux guders rige. Aben drømmer om ideelle tilstande, der er overlegne i forhold til glæderne og smerten i menneskeriget. Han prøver hele tiden at opnå disse tilstande og han prøver hele tiden at være bedre end alle andre. Og i denne konstante kamp for at opnå perfektion af en eller anden slags, bliver aben besat af at måle sin egen fremgang, han bliver besat af at måle sig i forhold til andre. 

Gennem dette, at udvikle en større kontrol af sine tanker og følelser og derfor større koncen­tration,- bliver han i stand til at manipulere sin verden mere succes­fyldt end i menneske-riget. Men optagetheden af, at hele tiden at være den bedste, hans optagethed af hele tiden at være situationens mester,- gør ham usikker og bange. Han må hele tiden kæmpe for at opretholde og kontrollere sit territorie,.- hele tiden overvinde trussler mod hans erhvervelser. Han kæmper hele tiden for at herske over sit territorie. Ambitionen om, at vinde sejre og frygten for at tabe en kamp giver ham en følelser af, at være i live, samtidig med, at det skaber irritation. Aben mister hele tiden sit egentlige mål af sigte, men han er tilstadighed drevet fremad af sin ambition om, at blive bedre. Han er besat af erhvervelse og konkurrence. Han opsøger og udpeger dejlige, lystfyldte og tiltrækkende situationer, der synes udenfor hans rækkevidde og så forsøger han at trække dem indenfor i sit territorie. Når det er for vanskeligt for ham at opnå sit mål, kan det være, at han sniger sig væk fra kampen og fordømmer sig selv for ikke at have disciplineret sig selv  til at have arbejdet hårdt nok. Og således er aben fanget i en verden af uopnåelige idealer, selvfordømmelse og angst for fiasko.

1. rige: Gudsriget

Måske opnår aben det han vil,- bliver millionær, politisk leder, berømt artist, eller førende personlighed mv. Som det første, når han opnår sit mål, vil han stadig føle sig lidt usikker; men før eller senere vil han begynde at se i øjnene, at han klarede det, det lykkedes, at han er der,- at han er i himlen. Og så begynder han at slappe af, at nyde og dvæle ved han opnåede og på den måde udelukke ubehagelige ting. Dette er et hypnoselignende stadie,- naturlig koncentration. Og denne lykkelige og stolte væremåde er Guds-riget. For at tale billedligt: så er gudernes kroppe lavet af lys. Det er ikke nødvendigt, at de bekymrer sig om jordiske forhold eller vilkår. Hvis de ønsker at elske, så er det nok bare at kigge på hinanden og smile for at tilfredsstille sig. Hvis de ønsker at spise, så dirigerer de bare deres sind mod et smukt syn af mad, som vil mætte dem. Og sådan er den utopiske verden som mennesker forventer den skal være. Alt sker let, naturligt og automa­tisk. Alt som aben hører er en musical, alt han ser er farvefyldt og alt han føler er dejligt. Han har opnået en form for selv-hypnose, en naturlig koncentrations-væremåde, som ude­lukker alt det fra sindet, som han kunne finde irriterende og uønsket.

De formløse guders rige

Så opdager aben, at han kan bevæge sig hinsides de sensuelle glæder og skønheder i Guds-riget. Han kan bevæge sig ind i “de formløse guders” koncentrationsstadie,- som er den endelige raffinering af de seks riger. Han opdager, at han kan opnå den rene mentale lykke, den mest spidsfindige og holdbare af dem alle. Det er muligt for ham, at opretholde en solid og kontinuerlig selvopfattelse ved, at udvide væggene i sit fængsel,- således at de tilsynela­dende omfatter hele kosmos op på den måde overvinder forandring og død.

Grænseløst rum

Først vil han dvæle ved ideen om grænseløst rum; han er her og grænseløst rum er der og han kigger på det. Han overfører sin forudfattede mening på verden, skaber grænseløst rum og nærer sig selv ved denne oplevelse.

Ubegrænset bevidsthed

Det næste stadie er så koncentration på ideen om ubegrænset bevidsthed. Her dvæler man ikke bare i grænseløst rum alene, men man dvæler også ved den intelligens, som opfatter grænseløst rum. Så ego-et betragter det grænseløse rum og bevidstheden om dette fra dets centrale hovedkvarter. Ego-ets  imperium er fuldstændig udbredt, selv den centrale autoritet kan ikke forestille sig, hvor langt territoriet udbreder sig. Ego-et er blevet et stort, gigantisk væsen. 

Ego-et har udbredt sig så meget, så det begynder at miste fornemmelsen af dets grænser, af dets territorie. Hver gang det prøver, at definere dets grænser, ekskluderer det tilsyneladende en del af dets territorie. Til sidst konkluderer ego-et, at der ikke er en måde at definere territoriet på. Ego-et kan ikke opfatte eller forestille sig grænserne for territoriet. Siden det inkluderer alt, kan det ikke defineres som dette eller hint. Og således beskæftiger ego-et sig med ideen om ikke dette og ikke hint,- og dermed også med ideen om, at det ikke kan opfatte sig selv. Men til slut er endog også dette stadie over­gået, da ego-et opdager, at den idé´, at det er ikke-opfatteligt,- i sig selv også er et begreb. Så derefter beskæftiger ego-et sig med ideen om ikke ikke dette og ikke ikke hint. Ideen om, det umulige i at formode noget overhovedet, er noget som ego-et tager næring fra, identificerer sig med, er stol af og derfor bruger til, at opretholde sin kontinuitet med.

 Dette er det højeste koncentrations-niveau og det ypperligste et forvirret sind kan opnå. Det er lykkedes for aben, at nå det ultimative niveau for bedrifter. Men han har ikke over­skredet den dualistiske logik som hans bedrifter afhænger af. Væggene i abens fængsel er stadig solide. Stadig har væggene i huset  en egenskab af “andethed”. Aben har måske opnået en midlertidig harmoni og fred, en lykke gennem en tilsyneladende forening med sine pro­jektioner; men det hele er  meget spidsfindigt funderet,- det er en lukket verden. Han er blevet ligeså solid som væggene, han har opnået et stadie af “jeg-hed”. Han er stadig optaget af, at sikre sig selv og at forøge sig selv, stadig bundet i de faste ideer og begreber om verden og om sig selv. Han tager stadig de fem niveauers fantasier alvorligt. Da hans bevidstheds-stadie er baseret på koncentration, på at beskæftige sig med “det andet”, så han må konstant undersøge, checke og opretholde sine bedrifter: “Hvilken lettelse at være her i Guds-riget. Jeg klarede den til sidst. Jeg opnåede det virkeligt. Nu fik jeg det. Men vent et øjeblik….. Lykkedes det virkeligt? Åh, ja, nu er det der igen. Ja, jeg klarede den. JEG klarede den”. Aben tror, at han har opnået Nirvana, men faktisk har han kun opnået en midlertidig jeg-heds væremåde. 

Før eller senere vil fortryllelsen blive opbrugt og aben vil begynde at  panikke. Han føler sig truet, forvirret, sårbar og skvatter lige ind i de jaloux guders rige. Men angsten og misundel­sen i de jaloux guders rige er overvældende og aben bliver optaget af, hvad der gik galt. Så han returnerer til menneskeriget. Men menneskeriget er også smertefuldt: den konstante an­strengelse med, at finde ud af hvad der skete, hvad det var, der gik galt,- og dette øger smer­ten og forvirringen. Så aben undviger det tøvende og kritiske aspekt ved det menneskelige intellekt og vælter lige ind i dyre-riget. Her trasker han bare rundt, ignorerer hvad, der er rundt om ham, spiller døv og stum overfor de budskaber, der måske kunne udfordre den sikkerhed der er i, at følge en smal, gammel og bekendt vej. 

Og efterhånden trænger budskabet fra omgivelserne igennem og en sult efter mere op­står. Længslen efter Guds-riget bliver meget stærk og intensiteten i kampen for at komme tilbage øges. Aben har fantasier om at nyde glæderne i Guds-riget. Men den tilfredsstillelse, der kommer fra en fantasi om at mætte sin hunger er flygtig og han opdager hurtig sin sult igen. Sulten bliver ved og ved, indtil han til sidst er overvældet af frustration fra sin gentagne sult og han styrter sig ud i stadig mere intense kampe for at mætte sin sult. Abens aggressioner er nu så intense, at omgivelserne omkring ham responderer med en lig­nende aggression, og der udvikler sig en atmosfære af hede og klaustrofobi. Og aben befin­der sig tilbage i helvede igen.

 Aben har formået at lave en hel cirkelbevægelse fra helvede til himlen og tilbage igen. Denne opfattelsesmæssige cyklus af kamp, bedrift, desillusionering og smerte er samsara-cirklen,- den karmiske kædereaktion fra dualistisk fiksering, holden-fast. Hvordan kan aben slippe ud af denne tilsyneladende endeløse, selvopretholdende cyklus af fængsling? Det er i menneske-riget, at muligheden for at bryde denne karma-kæde opstår. Det menneskelige intellekt og muligheden af, at kunne vælge mellem forskellige handlinger giver plads til, at sætte spørgsmål ved hele denne kampproces. Aben har mulighed for, at sætte spørgsmålstegn ved den besættelse, det er, at skulle rela­tere sig til noget, at skulle have noget,- altså at sætte spørgsmålstegn ved det virkelige eller reelle ved den verden han oplever. For at gøre dette har aben brug for, at udvikle panorama-op­mærksomhed og transcendental (jeg- eller ego- overskridende) viden. 

Panorama-opmærksomhed giver aben mulighed for, at se det rum i hvilket kampen op­står,- så han kan begynde at se de ironiske og morsomme kvaliteter ved kampen. I stedet for bare at kæmpe,- begynder han at opleve kampen og ser dens goldhed, dens ufrugtbarhed. Han griner sig gennem hallucinationerne. Han opdager, at når han ikke kæmper mod væggene,- så er de ikke frastødende og mod­bydelige, så er de faktisk varme, bløde og gennemtrængelige. Han opdager, at han ikke be­høver at springe ud af vinduerne eller bryde ud gennem væggene og endda heller ikke behø­ver at beskæftige sig med dem: han kan gå gennem dem hvor som helst. Derfor er denne følelse eller denne holdning beskrevet som: “det bløde og noble hjerte”. Klarheden og præcisionen i transcendental (overskridende) viden giver ham mulighed for, at se væggene på en ny måde. Han begynder, at se i øjnene, at verdenen aldrig var uden for ham selv, at det var hans egen dualistiske holdning, adskillelsen, delingen mellem “jeg” og “det andet”,- af dette skabte problemet. 

Han ser, at opfattelsen af verden og ham-selv-i-verden hele tiden har været inde i ham selv.n(Verdens karakter er en model og den har han selv lavet og den er inden i ham selv. Han og modellen er et.) Han begynder at indse, at det er ham selv, der gør væggene solide,- at han sætter sig selv i fængsel med sine ambitioner. Og han begynder at indse, at vil han være fri af sit fængsel, må han opgive ambitionen om at flygte og acceptere væggene som de er. Dette er meget paradoksalt: jo mere han ikke kan lide væggene, jo mere han hader dem,- jo tykkere og stærkere bliver de,- og omvendt: jo mere han slutter fred med væggene, bliver ven med dem,- jo mere vil væggene forsvinde.