En legende …, fra “Illusioner”, af Richard Bach

Engang boede en koloni af skabninger på bunden af en bred krystalklar flod. Flodens strøm flød stille over dem alle -unge og gamle, rige og fattige, gode og onde, strømmen flød sine egne veje, kendte kun sit eget krystalklare selv.

Hver enkelt skabning klyngede sig på hver sin måde fast til kviste og sten på flodbunden, thi at klynge sig fast var deres livsform, og at modstå strømmen var, hvad hver enkelt af dem havde lært fra fødslen.

Men til sidst sagde en af skabningerne, ‘Jeg er træt af at klynge mig fast. Selv om jeg ikke kan se det med mine egne øjne, tror jeg på, at strømmen ved, hvor den flyder hen. Jeg giver slip, og lader den tage mig med, hvorhen den vil. Hvis jeg klynger mig fast, dør jeg af kedsomhed’.

De andre skabninger lo og sagde,’fjols! Hvis du giver slip, vil den strøm, du tilbeder, kaste dig omkring og knuse dig imod klipperne, og du vil dø hurtigere end af kedsomhed!’. Men den ene hørte ikke efter, og idet han trak vejret,gav han slip, og øjeblikkelig blev han kastet rundt og slynget imod klipperne af strømmen.

Men eftersom skabningen nægtede at klynge sig fast igen, løftede strømmen ham fri af bunden, og han blev ikke længere skrammet og kastet omkring. Og skabningerne længere nede ad strømmen, for hvem han var en fremmed, råbte, ‘se, et mirakel!  Et væsen som vi selv, og dog kan han flyve! Se vor Messias, kommet for at frelse os alle!’

Og den, der blev båret afstrømmen, sagde, ‘jeg er ikke mere Messias, end I er. Floden nyder at løfte os fri, hvis vi bare tør give slip.Vort sande arbejde er denne rejse, dette eventyr.

Men de råbte endnu højere ‘Frelser!’ alt imens de klyngede sig fast til stenene, og da de atter kiggede op, var han væk, og de blev ladt tilbage og digtede legender om en frelser.