EN LEGENDE fra “Illusioner”, af Richard Bach
Engang boede en koloni
af skabninger på bunden
af en bred krystalklar flod.
Flodens strøm flød
stille over dem alle –
unge og gamle, rige og
fattige, gode og onde,
strømmen flød sine egne
veje, kendte kun sit eget
krystalklare selv.
Hver enkelt skabning klyngede
sig på hver sin måde fast til
kviste og sten på flodbunden,
thi at klynge sig fast var deres
livsform, og at modstå strømmen
var, hvad hver enkelt af dem
havde lært fra fødslen.
Men til sidst sagde en af
skabningerne, ‘Jeg er træt af
at klynge mig fast. Selv om jeg
ikke kan se det med mine egne øjne,
tror jeg på, at strømmen ved, hvor
den flyder hen. Jeg giver slip,
og lader den tage mig med, hvorhen
den vil. Hvis jeg klynger mig fast,
dør jeg af kedsomhed’.
De andre skabninger lo og sagde,
‘fjols’! Hvis du giver slip, vil
den strøm, du tilbeder, kaste dig
omkring og knuse dig imod
klipperne, og du vil dø hurtigere
end af kedsomhed!’.
Men den ene hørte ikke efter,
og idet han trak vejret,
gav han slip, og øjeblikkelig
blev han kastet rundt og slynget
imod klipperne af strømmen.
Men eftersom skabningen
nægtede at klynge sig fast igen,
løftede strømmen ham fri af
bunden, og han blev ikke længere
skrammet og kastet omkring.
Og skabningerne længere nede ad
strømmen, for hvem han var en
fremmed, råbte, ‘se, et mirakel!
Et væsen som vi selv, og dog kan
han flyve!
Se vor Messias, kommet for
at frelse os alle!’
Og den, der blev båret af
strømmen, sagde, ‘jeg er ikke
mere Messias, end I er.
Floden nyder at løfte os fri,
hvis vi bare tør give slip.
Vort sande arbejde er denne rejse,
dette eventyr.
Men de råbte endnu højere
Frelser!’ alt imens de klyngede
sig fast til stenene, og da de atter
kiggede op, var han væk, og de blev
ladt tilbage og digtede legender
om en frelser.
