DE TRE FORVANDLINGER

fra Zarathustras taler                  

af F. Nietzche

Tre er Aandens Forvandlinger: hvorledes Aanden bliver til Kamel, og Kamelen bliver til Løve, og Løven tilsidst bliver til Barn.

    Mangen tung byrde har Aanden at bære, den stærke og sagtmodige Aand, i hvem der bor Ærefrygt: det tunge og det tungeste attraar dens Styrke.

    Hvad er tungt? saaledes spørger den sagtmodige Aand; saa knæler den ligesom Kamelen og vil, at tunge Byrder skal lægges paa den.

    Hvad er det tungeste, I Helte? saaledes spørger den sagtmodige Aand – at jeg kan tage det paa mig og glædes ved min Styrke.

    Er det ikke det: At fornedre sig, for at korsfæste sit Hovmod? At lade sin Daarskab lyse, for at spotte sin Visdom?

    Eller der det det: At skilles fra sin Sag, naar den fejrer sin Sejer? At stige op paa de højeste Bjærge, for at friste Fristeren?

    Eller er det det: At ernære sig med Erkendelsens Agern og Græs og for Sandhedens Skyld at lade sjælen lide Sult?

    Eller er det det: At være syg og sende alle bort, som bringer Trøst, og slutte venskab med de døve, der aldrig hører, hvad du ønsker?

    Eller er det det: At stige ned i smudsigt vand, når det er Sandhedens vand, og ikke støde kolde frøer og lunkne Tudser fra sig?

    Eller er det det: At elske dem, der foragter os, og at række Spøgelset Haanden, naar det vil skræmme os?

    Alle disse de tungeste Byrder tager den sagtmodige Aand paa sine skuldre: som kamelen iler belæsset ud i Ørknen, saaledes iler den ud i sin Ørken.

    Men i den ensomme Ørk sker den anden Forvandling: dér bliver Aanden til Løve, Frihed vil den erobre sig og være Herre i sin egen Ørken.

    Sin sidste Herre opsøger den her: mod ham vil den fejde, og mod sin sidste Gud; om Sejren vil den kæmpe med en store Drage.

    Hvem er den store Drage, som Aanden ikke mere vil kalde Herre og Gud? »Du-skal« hedder den store Drage; men Løvens aand siger »Jeg-vil«.

    Paa Løvens Vej ligger Dragen »Du-skal«, gyldent-glimtende, en skællet Slange, og paa hvert eneste Skæl straaler det gyldne »Du-skal«.

    Tusindaarsgamle Værdier glimter paa de gyldne Skæl, og saaledes siger den mægtigste af alle Drager: »Alle tings Værdi – straaler paa mig«.

    »Alle tings Værdi er allerede skabt, og al skabt Værdi – er jeg. Sandelig, der skal ikke mere gives noget »Jeg-vil«. Saaledes siger Dragen.

    Mine Brødre, hvortil har Aanden en Løves behov? Hvorfor er det ikke nok med Lastdyret, som er sagtmodigt og fuldt af Ærefrygt?

    At skabe nye værdier – det formaar heller ikke Løven; men at skaffe sig frihed til at skabe nyt – dertil ejer Løven Magt.

    At skabe sig frihed og et helligt Nej selv overfor Pligten: dertil kræves Løvens Kraft, mine brødre.

    At røve sig ret til nye Værdier – det er den frygteligste Daad for en sagtmodig og ærefrygtig Aand. Sandelig, Rov synes det den at være, og et Rovdyrs Gerning.

    Som sit helligste elskede den en Gang »Du-skal«: nu maa den se Vanvid og Vilkaarlighed selv i sit helligste, for at røve sig Frihed fra sin Kærlighed: en Løve kvæves der til dette Rov.

    Men sig mig, Brødre, hvad evner vel Barnet, som selv en Løve ikke formaar? Hvorfor maa den rovgriske Løve endnu blive til barn?

    Uskyld er Barnet og Glemsel, en Nybegynden, en Leg, et Hjul, der ruller af sig selv, en første Bevægelse, en hellig Bekræften.

    Ja, mine Brødre, til Skabelsens Leg kræves en hellig Bekræften: sin Vilje vil nu Aanden, sin Verden vinder sig Verdensfornægteren.

    Tre er Sjælens Forvandlinger: hvorledes Aanden bliver til Kamel, og Kamelen til Løve, og Løven tilsidst til Barn –

    Saaledes talte Zarathustra. Og den gang dvælede han i den by, der kaldtes: den brogede Ko.