En voldsom begivenhed/oplevelse, fx en synd, der bliver begået, kan medføre skam og skyld, tab af værdighed. Og kan være så uafsluttet, at personen drænes for livsenergi. Vedr. ændring, afslutning af det uafsluttede, her kan drømme være gode.
Om gestaltterapeutisk drømmearbejde, se fx:https://joergengroth.dk/Jrgen_Groth/5._Psykoterapi_med_drmme.html
Et (anonymiseret) eksempel: En kvinde i 50ʼerne fortæller, at hun drømte, at hun så en jævnaldrende kvinde stå midt i en stor brusende flod og dukke en ung kvinde flere gange ned under vandet. Lidt om kvinden: Jeg havde set hende et par gange, inden hun fortalte drømmen. Hun boede i et andet land, i en afsides region med meget streng kristendom, fortalte hun. Hendes bevæggrunde for at opsøge terapi var, at hun over mange år havde følt sig mere og mere energiforladt, tungsindig, ked af det. Var ligeglad med sit ægteskab, job og alt andet. Hun havde overvejet, om hun havde en depression. Hun havde overvejet at tage sit liv, men turde ikke. Hun havde levet sit liv i denne afsides liggende lille by og var troende (kristen). Da jeg havde set hende et par gange, voksede der en fornemmelse frem hos mig: Her var en kvinde med en masse bundet, tøjlet energi.
Kvinden var meget bange for, at drømmen viste, hun var i færd med at drukne sin datter. Skulle hun selv dø (selvmordet), måtte hun også slå sin datter ihjel, tænkte hun, at drømmen viste. Hun havde en datter, der var midt i 20ʼerne. Hun var ikke meget for at kigge nærmere på drømmen. Jeg sagde, hun havde en mening, en fantasi om, hvad drømmen handlede om, og skulle det faktisk afklares, hvad den handlede om, måtte hun tættere på.
Hun fandt efter et stykke tid styrke og mod til at kigge nærmere på drømmen. I sit drømmearbejde anbragte hun sig først som den jævnaldrende kvinde ude i floden. Jeg sagde ikke noget. Jeg havde foreslået hende at forholde sig passiv og tillade det at komme, som kom til hende. Og dernæst sætte ord på sin oplevelse. Først var hun meget bange. Efter et stykke tid sagde hun henvendt til den unge kvinde, hun dukkede under vandet: “Jeg renser dig, jeg renser dig for din skyld, for din synd”. Mens hun sagde disse sætninger, mærkede hun en voksende styrke og beslutsomhed i sig. Kvinden var uforstående over, hvad der foregik. Hun vidste ikke, hvor ordene kom fra, sagde hun. Da hun havde været i det, mærket det i et stykke tid, sagde hun: “Det er også mig, sådan er jeg også. Det er ikke tit, jeg mærker den kraft, men jeg ved, det er også mig”. Hun skiftede til at være den unge kvinde, der blev dukket i floden. Som hende sagde hun: “Jeg bliver renset, ja, jeg bliver renset. Jeg har syndet, jeg er tung af skyld, jeg kan næsten ikke bære det. Jeg bliver renset, jeg bliver lettere”. Som den unge kvinde var kvinden meget bevæget. Hun græd voldsomt, hulkede på en meget forløsende måde. Det var, som kvinden slap noget, fornemmede jeg. Jeg gjorde ikke noget, sagde ikke noget, det var meget bevægende at være sammen med hende. Efter et stykke tid blev kvinden stille og sad længe eftertænksom. “Det her er tydeligt også mig”, sagde hun.
“Jeg vil gerne være floden”, sagde kvinden. Jeg lagde mærke til, at kvinden gradvist indtil nu var vokset i styrke, i tydelighed og i bestemthed. Som floden sagde hun til den unge kvinde: “Jeg renser dig, du har angret, sonet nok, du skal være fri af din skyld”. Jeg spurgte floden (kvinden som flod): “Hvad er du, hvad er dit væsen, hvad rummer du?“. Floden, kvinden som flod) svarede: “Jeg er livets flod, livets vand, jeg har mit udspring i små kilder, hvor jeg kommer fra jorden, og til sidst løber jeg ud i havet, bliver ét med det. Jeg er livets grundlag, jeg giver næring til alt og kan rense alt”. “Jeg ved ikke, hvor dette komme fra”, sagde kvinden. Jeg kunne se, kvinden voksede i fasthed lige foran mine øjne, mens hun talte som floden. Igen efter et stykke tid sagde kvinden: “Jeg har altid opfattet mig som meget ubetydelig, næsten som ingenting, det er svært for mig at sige det her, men jeg mærker, at jeg også rummer denne flod. Jeg tager også ejerskab for floden.
Kvinden skiftede nu tilbage til drømmerens stol og kiggede på de tre elementer: kvinden i floden, den unge kvinde, der blev dukket, og floden. “Ja”, sagde hun, “det er tre sider af mig”. “Jeg renser mig nu”, sagde hun. Og det var tydeligt for mig at se – hun voksede. Kvinden var også meget lettet over at opdage, at drømmen ikke handlede om det, hun var bange for: at hun var ved at drukne sin datter som led i sit selvmord. Over flere følgende sessioner fordybede kvinden sig i de tre elementer, detaljerede dem, uddybede sin oplevelse som dem, i dem, var dem stille, uddybede dialogen mellem dem – alt sammen med det udbytte at hun tydeligere og mere dybt tog ejerskab for dem: “Sådan er jeg også”.
Kvinden sagde til mig en dag: “Jeg har gjort en forfærdelig ting i mit liv, som jeg for første gang vil fortælle til nogen: ’Som ung gift kvinde sang jeg i en kirke i det sogn, hvor jeg boede. Jeg var blevet gift med en mand fra egnen, som mine forældre havde valgt. Vi havde fået et barn, en pige, som var fem år, da det forfærdelige skete. Min mand og jeg havde det forfærdeligt, han drak og var voldelig både over for mig og vores datter. Vi var begge stærkt troende, vores forældre og hele sognet var meget kristne. Præsten i den kirke, hvor jeg sang, og jeg fik et tættere og tættere forhold, som udviklede sig over flere år. Han var også gift. Jeg vil sige, at vi elskede hinanden på en dyb og inderlig måde. Én gang stod vi i forhold til hinanden. Det var i kirken, og det var meget stort for os begge.
Det var min synd. Jeg har være syg i sjælen lige siden over, hvad jeg gjorde. Vi vidste begge, vi aldrig kunne forlade vores ægteskaber, det ville være utænkeligt. Vi blev ved med at elske hinanden. En del år senere flyttede præsten, jeg tror ikke, han kunne bære det mere. Jeg fortsatte i mit ægteskab, tynget af skyld, skam og selvkritik over, hvad jeg havde gjort. Min mand kom senere i en afholdsforening og blev lettere at være sammen med”.
Den synd, kvinden havde begået, havde været som en ufærdig gestalt hos kvinden. Hendes livsenergi havde været stækket, frosset, fastholdt af selvbebrejdelser, af hendes tro, hendes moral, hendes iboende konventioner – indtil dybere lag i hende dukker op og renser hende. Afslutter det uafsluttede, udfrier hende, helbreder hende for hendes “sygdom” (depressionen), sætter hende fri, renser hende. Bringer hende tilbage til hendes oprindelige sundhed.
Som terapeut kan jeg sige: Det var en af de situationer, hvor der ikke var meget at gøre som terapeut. Alt, der var brug for, var at holde kvinden i hendes oplevelse. At muliggøre kvindens uforstyrrede fordybelse i drømmen – og budskabet blev transformeret til hende via hendes oplevelse.
Jeg så hende nogle gange over de næste par år. Hun fandt kraft til at lade sig skille, flyttede fra egnen og fik gradvist skabt sig et godt liv, hvor hun kunne være her og nu. Hun fortalte også, at hun fandt en dybere, mere naturlig og personlig kristendom.
Kilde: Drømmearbejde, af Jørgen Groth, Frydenlund Forlag Kbh., 2019, pp. 225-232.
